Blå bog
Mennesket bag politikeren: Jeg er 38 år og bor sammen med min mand Alexander og vores tre små børn på 6, 3 og 1 år. Vores hverdag er et hektisk familieliv med flyverdragter og ture i gymnastikhallen om søndagen. Og jeg elsker det.
Mit arbejde før politik: Inden jeg blev valgt til Folketinget, arbejdede jeg med kommunikation i det private erhvervsliv.
Jeg ved derfor også, hvor vigtigt gode og stabile rammevilkår er for virksomheder og iværksættere. Og hvor meget det betyder for vækst, arbejdspladser og innovation. Den erfaring tager jeg med mig ind i politik.
Det der driver mig: Som mor til tre ved jeg, at de beslutninger vi træffer i dag, har konsekvenser i morgen. Jeg gik derfor ind i politik, for at tage ansvar for den fremtid, vores børn vokser op i.
Jeg kæmper for et Danmark med frihed, muligheder og et stærkt erhvervsliv – og med en grøn omstilling, der faktisk virker.
Mit værdigrundlag: Jeg har skrevet en bog "Må jeg være fri" sammen med Morten Dahlin, Marie Bjerre, Mads Duedahl og Christoffer Lilleholt. Bogen handler om vigtigheden af frivillige, forpligtende fællesskaber i visionen om at skabe stærkere borgere og et friere og mere ansvarsfuldt samfund.
Min baggrund: Jeg er vokset op i Esbjerg sammen med min mor og søster. Min far har altid boet i Aarhus, og det var også her, jeg studerede – både på Journalisthøjskolen og på Aarhus Universitet, hvor jeg blev bachelor i europæiske studier i 2010 og kandidat i journalistik i 2013.
Undervejs i mine studier var jeg på udveksling i Maastricht og i praktik i Bruxelles, hvor jeg blev klogere på særligt EU og klimaforandringerne. Og hvor jeg fik oplevelser og venner for livet.
Jeg er vokset op i foreningsdanmark og har brugt utallige timer i både gymnastikforeningen og på Esbjerg Børne- og Ungdomsteater.